SÅDAN SIKRE DU KONSISTENS I DIN VISUEL IDENTITET PÅ TVÆRS AF PLATFORME
Konsistens i visuel identitet er afgørende, hvis din virksomhed skal være genkendelig på tværs af platforme. For at en visuel identitet styrker din forretning og branding, skal den hænge sammen, uanset hvor din målgruppe møder dig. Men hvordan sikrer du egentlig den sammenhæng i praksis?
Konsistens i visuel identitet starter med de grundlæggende elementer
Hvis din visuelle identitet skal være konsistent, skal du først vide, hvordan din virksomhed skal se ud. Det lyder banalt, men mange springer dette trin over og ender med at designe lidt på mavefornemmelse fra gang til gang.
En visuel identitet består typisk af nogle faste elementer:
- logo
- farver
- skrifttyper
- grafiske elementer
- billedstil
Disse elementer er ikke tilfældigt valgt. De arbejder sammen for at kommunikere stemning, personlighed og professionalisme i din branding. Når de er defineret, har du et visuelt fundament, som gør det langt nemmere at skabe sammenhæng – også over tid.
Hvordan du finder frem til din visuelle identitet, er en proces i sig selv. Det kan vi tage en anden dag. Her handler det om, hvordan du bruger den, når den først er på plads.
Når du har styr på din visuelle identitet
Når fundamentet er lagt, skal din visuelle identitet ud at leve. Og det er her, konsistens bliver afgørende.
Det handler ikke om at være kreativ på ny, hver gang du laver et opslag eller en side. Tværtimod. Konsistens opstår, når du holder fast i de valg, du allerede har truffet.
Det betyder, at du:
- bruger de samme farver på alle platforme
- holder dig til de samme skrifttyper
- anvender den samme billedstil
- genbruger de samme grafiske elementer
Det er ikke nu, du skal eksperimentere med nye farver eller prøve den nyeste skrifttype i Canva, bare fordi den ser spændende ud. Det er kombinationen af dine faste elementer, der gør dit brand genkendeligt. Jo mere konsekvent du er, jo lettere er det for din målgruppe at huske dig og genkende dig igen.
“Det er ikke nu, du skal eksperimentere med nye farver eller prøve den nyeste skrifttype i Canva…”
Konkret eksempel på konsistens i visuel identitet
Forestil dig, at en potentiel kunde først møder dig på Instagram. Her ser de et opslag med bestemte farver, en rolig typografi og et gennemgående grafisk udtryk. Senere klikker de videre til din hjemmeside. Hvis din visuelle identitet er konsistent, føles overgangen naturlig. Din branding hænger sammen, og det føles tydeligt, at man er landet det rigtige sted.
De samme farver går igen. Den samme skrifttype bruges i overskrifterne. Billederne har samme stemning. Måske genkender man endda de grafiske detaljer fra Instagram.
Det samme gælder, hvis kunden senere modtager et nyhedsbrev eller downloader en PDF fra dig. Selvom formatet er et andet, er udtrykket det samme. Det skaber tryghed og professionalisme – og signalerer, at du har styr på din forretning.
En praktisk måde at arbejde med konsistens på er at bruge faste skabeloner til dine platforme. For eksempel én type layout til Instagram-opslag, én til stories og én til nyhedsbreve. På den måde slipper du for at starte forfra hver gang, og du minimerer risikoen for, at dit visuelle udtryk begynder at skride.
Konsistens skaber genkendelse – det skaber tillid til salg
Mange er bange for, at konsistens gør deres indhold kedeligt. I praksis er det ofte det modsatte, der sker. Når dit visuelle udtryk er genkendeligt, bliver dit indhold tydeligere. Det er budskabet, der varierer – ikke udtrykket.
Så konsistens i visuel identitet er en vigtig del af din branding og gør det nemmere for din målgruppe at forstå, hvem du er, og hvad du står for. Og det er netop dét, der gør, at din visuelle identitet ikke bare ser pæn ud, men også styrker din forretning.
Hvis du savner sparring eller har brug for hjælp til at samle din visuelle identitet i en tydelig retning, hjælper jeg soloselvstændige med netop det.
Du kan læse mere om, hvordan jeg arbejder med visuel identitet her.